Archive

Portræt

Jeg kan ikke lade være med at lave et opfølgende mini-indlæg til “Günter Grass på glatis?” fra forleden. Bare en lillebitte kommentar. Mest fordi jeg er meget interesseret i jeres holdninger til emnet!

Manden er nemlig på alles læber her godt en uge efter digtets publicering. Ikke fordi folk diskuterer digtet. Næh nej. Igen hives det frem, at Grass som 17-årig (efter eget udsagn mod sin vilje) bliver indkaldt af Waffen-SS i Nazityskland. Og det diskuteres i stedet, hvorfor den 84-årige netop vælger Israel som fokus for sit digt. Hvorfor ikke Syrien eller Nordkorea? Fordi han er antisemit, siger kritikere. Og medierne er tilbøjelige til at give dem ret. Grass selv svarer på angrebene: han har været i Israel mange gange, elsker folket og landet. Men hvorfor har han været der så mange gange? Fordi han er antisemit, siger kritikerne. Så vil man åbenbart gerne færdes blandt jøderne.

Jeg ved virkelig ikke, hvad der sker. Hvorfor er det, at den diskussion atter skal hives frem fra gemmerne? Går den vigtigste diskussion så ikke tabt – altså den om Israel, Iran og tysk støtte? Nogle stemmer har krævet, at Grass får frataget sin litteraturnobelpris, som han modtog i 1999 – men hvem ville det gavne? Andre kræver, at Grass i stedet får TILDELT en nobelpris. Nemlig fredsnobelprisen. Men er det måske at gå for langt? Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre jeres holdninger til dette emne. Kommentér gerne løs!

Så fik Tyskland en ny Bundespräsident; Joachim Gauck blev i går valgt til at indtage pladsen som nummer elleve i rækken af præsidenter i Bundesrepublik Deutschlands unge historie. 991 ud af 1228 gyldige stemmer pegede på den 72-årige østtysker. Entydigt flertal. Men det var nu også til at forudse, at nazi-jægeren Beate Klarsfeld kun havde en lille chance for at opnå flertal. Hun var vist nærmere blevet opstillet som provokation, end som en 100% seriøs kandidat. Nu har Tyskland jo også først for nylig fået sin første kvindelige Bundeskanzler, så måske går der lige et par år, før præsidentposten også indtages af “det svage” køn.

Men hvem er han så, ham Gauck?

Tjah. For det første er han østtysker. For det andet var han DDR-Bürgerrechtler (borgerretsaktivist) optil murens fald. For det tredje er han teolog, forfatter og en uhyre dygtig retoriker. For det fjerde er han udtalt socialist, der allerede nu har understreget, at han vil forsøge at hjælpe den marginaliserede (f.eks. fattige) del af den tyske befolkning. Og for det femte – og dette er helt afgørende for, at tyskerne nok vil tage godt imod ham – er han IKKE politiker, som så mange andre af hans forgængere. Som jeg har skrevet om i mine indlæg om Piratenpartei Deutschland, er tyskerne mistroiske overfor landets politikere. De er trætte af dem. Og af tomme valgløfter. Ikke mindst på grund af skandaler, som den, der væltede Christian Wulff af præsidentposten før tid, og dermed gav plads til Gauck.

Og hvad bliver hans opgaver som Bundespräsident? 

I virkeligheden har præsidenten i Tyskland ca. samme funktion som Danmarks Dronning/Konge. Posten er mest af alt af symbolsk karakter. På www.bundespraesident.de skrives bl.a.:

Der Bundespräsident ist “lebendiges Symbol” des Staates. Über den Parteien stehend, wirkt er in Reden, Ansprachen, Gesprächen, durch Schirmherrschaften und andere Initiativen integrierend, moderierend und motivierend. 

Motivation, integration og moderation. Taler og samtaler. Et “levende symbol” på staten. Desuden modtager præsidenten diplomater og ambassadører, og overrækker ordener for særlige fortjenester. Og så kan han – især en dygtig retoriker og ildsjæl som Gauck – formå at samle tyskerne, og frembringe den stolthed, som så tit gemmes væk. Det bliver spændende at følge med. Og at se, om han – modsat de to sidste præsidenter – kommer til at sidde perioden ud. I fem år. Det tegner godt indtil videre!

Ved bredden af en å i nordtyske Tarp ligger dette hus. Det ligner mest af alt et hus, der er stjålet fra smølfernes verden. Men måske er det bare mig, der er miljøskadet?

Huset blev i første halvdel af 1900-tallet bygget af Alexander Behm. Han boede der til sin død i 1952. Behm var en tysk fysiker og forsker, der mest af alt er kendt for at have opfundet ekkoloddet. Efter Titanic-ulykken i 1912 forsøgte han at udvikle et apparat, der kunne opspore isbjerge, så lignende katastrofer kunne undgås. Som så tit endte forsøg og forskning et helt andet sted. Allerede i juli 1913 kunne Behm patentere ekkoloddet. Godt et år efter Titanic-tragedien. Effektivt!

På et tidspunkt boede Behm plus familie i øvrigt i Haderslev. Til den tid (1896) var byen dog ikke dansk, men en del af det tyske Reich.

I denne tid, hvor Rønn væltes og skandale-Espersen stadig spøger, er der næppe mange danske medier, der har skænket det politiske landskab syd for grænsen en tanke. Og det på trods af stor tumult! I sidste uge var Tysklands forsvarsminister nødsaget til at forlade sin post. Den unge CSU’er, med det mundrette navn Doktor Karl-Theodor Maria Nikolaus Johann Jacob Philipp Wilhelm Franz Joseph Sylvester Freiherr von und zu Guttenberg (ja tak, forældrene har vist ikke haft meget at give sig til), var ellers udråbt til at være Tysklands helt store politiske håb. Måske endda Merkels direkte afløser. Den yngste forsvarsminister nogensinde. Inden da landets yngste handels- og teknologiminister. Nu arbejdsløs.

Grunden? Nogle journalister begyndte at grave lidt i ex-ministerens doktordisputats, og opdagede store, ordret kopierede afsnit – uden anført kilde. Dumt. Derefter fulgte skandale på skandale, i bedste Espersen-stil. Og så gik det hurtigt – lige indtil al politisk ansvar blev taget fra ham i sidste uge. Højt at flyve, lavt at falde! Og dette vil næppe hjælpe CDU/CSU til at bekæmpe den modvilje, som til stadighed opstår blandt det tyske folk i disse krisetider…Viel Glück, Merkel!

(Hvis du vil læse mere om forløbet, kan du bl.a. gøre det her.)