Jyder, Københavnere, Tyskere & Danskere
“Når du flytter til København, må du forberede dig på, at københavnerne aldrig rigtig vil acceptere dig, fordi du er bondejyde, og at jyderne støder dig fra sig, fordi du er blevet københavnersmart”, sagde min veninde til mig, da jeg fortalte, at jeg havde fundet en lejlighed at bo i i København. En glædens udmelding! Tak!
Snart er det store flyttedag, og jeg glæder mig til ikke at være accepteret nogen steder.
For hey – jeg er alligevel rimelig ferm til at håndtere den slags identitetshuller. Man kunne næsten sige, at jeg ER den slags identitetshuller. Født i Flensborg som en del af det danske mindretal. Tysk far, dansk mor. Tysk statsborgerskab, dansk statsborgerskab. 18 år bosat syd for grænsen og 8 år nord for grænsen (minus lidt hist og pist til øst og vest). Jeg er vel hjemme både i Tyskland og i Danmark? Ja? Måske.
Personligt føler jeg, at jeg altid måles på, at jeg er anderledes. At jeg i Danmark stemples som tyskeren og i Tyskland som danskeren. Det sender mig nu ikke ud i en vild krise. Det er jo rart at stikke lidt ud fra mængden! Være unik (eller [junik], som nogle siger. Den trend har jeg stadig ikke helt forstået). Men alle har vist brug for at føle sig hjemme fra tid til anden. Den følelse får jeg faktisk kun 100%, når jeg er blandt ‘ligesindede’ fra grænselandet. Hvor jeg frit kan skifte mellem det danske og tyske, være så tyskerkorrekt eller danskerhyggelig, som jeg lige føler for og hvor jeg ikke måles på, om jeg er mest det ene eller andet. Fordi jeg bare er hjemme i det hele. Jeg er hjemme i det at være begge dele.
Nogle gange bliver jeg træt af kontinuerligt at blive presset til at tage stilling til, om jeg er mest tysk eller mest dansk. Jeg kan godt forstå, at det for folk er nemmest at forholde sig til på den måde, for de fleste folk, jeg møder, har bare ét statsborgerskab. Punktum. Men jeg er lige dele dansk og tysk. På godt og ondt. Kassetænkning kan være godt i nogle tilfælde. I det her er det efter min mening vældigt malplaceret. Hvorfor kan man kun være ét og ikke noget andet? Hvorfor skal man være mere af det ene end det andet?
Det betyder ikke, at jeg ikke elsker, når folk stiller spørgsmål og er nysgerrige. Det er fantastisk at mærke folks interesse! Det er mere den situation, hvor jeg presses til at vælge side, som jeg har det lidt ambivalent med. Og så den evindelige pølsetysker-stempling nord for grænsen og hyggedansker-identitet syd for grænsen. Den kan godt blive trættende i længden.
Men alt det hører nok bare med, når man er dobbelt statsborger. Eller jyde i København. Jeg er klar – bring it on! : )
Tyskerbloggen 
Velkommen i KBH .. jeg har prøvet samme tur fra FL via Aarhus til KBH (og trives rigtig godt i KBH). Men bare fordi man har læst i Aarhus, så betyder det jo ikke man er jyde 😉 Men det er nogen gange nemmere at sige, end at forklare det med Tyskland og Sydslesvig.
Tak, tak Troels! Jeg tror, jeg vil vælge jyden, når jeg ikke er så snaksalig og tyskeren, når jeg har mere tid til at folde historierne ud 😉
Hørt, kender godt alle de følelser Jytte…og gud hvor kan man blive sur og arrig på folk der gang på gang spørger hvem man så holder med i fodbold…min løsning…er det en dansker der spørger svarer du Tyskland og omvendt til en tysker…så bliver de stille….hehe
Hehe, det vil jeg prøve 😉
Man er i bund og grund bare sig selv jo. Hursom – jeg tænkte: Troede egentlig ikke det var muligt at have dobbelt statsborgerskab. Eller er der mig, som har misforstået noget fuldstændig, qua sidste uges diskussion om Venstres holdningsskift?
Hej Lotte. Os fra det danske mindretal har særstatus af en slags. Så vi er vist de eneste, der må få lov til både at have det rødbedefarvede og det lysgrønne samtidig. Det tyske har jeg automatisk, og det danske har min mor i sin tid søgt om på mine vegne. Da jeg blev ældre, skulle jeg selv søge om at få lov til at beholde det danske. Og Voilá! 🙂
Næh dog hvor fint 🙂 Tak for opklaring.
Jeg vil blive ved med at synes din blog er mega sej, også selvom du går hen og bliver “københavnersmart”
Bare rolig der er masser af jyder i København, så du bliver ikke ensom 🙂
Før det første: Wilkommen in Kopenhagen! Jeg er sporadisk læser af din gode blog, som især for danskere uden indgående kendskab til Tyskland er en virkelig god indgang Den Store Nabo. Som du er lidt inde på, så ligger det som en undertone på dine indlæg, at der også er en ret jysk forståelse af forholdene. Skrevet i al respekt. Men København er ikke Jylland – der hersker andre forhold og spilleregler, som man simpelthen må acceptere – og bedre: prøve at forstå og respektere. Det bliver et hårdt ophold hvis man prøver at indføre jyske tilstande i København. Det gør det i øvrigt også hvis man prøver at indføre københavnske tilstande i Jylland.
For lige at vende tilbage til bloggens emne, så vil det måske (?) overraske dig, at der er mange tyskere og tysk kultur i København. Sådan har det faktisk været siden byens grundlæggelse. I slutningen af 1700-tallet brugte en tredjedel af københavnerne tysk som hverdagssprog. Der har altid været en stor tysk indvandring til København, og det betyder at der er rigtig mange tyskere/halvtyskere/kvarttyskere i byen. Også gennem flere generationer. Det har INTET med Sydslesvig/Sønderjylland og hele den komplicerede slesvigske historie at gøre – de tyske indvandrere til København kommer fra hele det tyske sprog- og kulturområde. Derfor er den (de) tyske minoriteter i København også – mig bekendt – uorganiserede. Desværre. Men som en lille illustration af det, så kan jeg da fortælle, at min egen familie er fra Østprøjsen (og over Baden kom til Kbh som flygtninge), og min gamle klassekammerats familie er fra Hessen. Det der med at det ikke er organiseret, det betyder også, at det i det daglige er noget man holder for sig selv og passer hjemme. Man skal derfor ofte tjekke folks bogreoler eller se på deres madvaner før det pludselig bliver tydeligt…
Med hensyn til det der statsbogerskab, så er det rigtigt at Danmark som udgangspunkt ikke tillader dobbelt statsborgerskab. Det skyldes Indfødsretsloven af 1776, som netop blev indført på grund af den stærke tyske dominans i København. Indfødsretsloven er siden blevet skrevet ind i alle følgende grundlove – og det er på grund af dansk statsborgerskab ikke kan tildeles af en myndighed. Hvis man ikke er født som dansk statsborger, så skal Folketinget vedtage at personer ved navns nævnelse i en lov får tildelt statsborgerskab (det er en sådan lovtekst Dansk Folkeparti netop har citeret i en annonce). Det fremgør også af indfødsretten/grundloven, at når man bliver tildelt dansk statsborgerskab, så skal man frasige sig andre statsborgerskaber. Der er muligvis en undtagelse for medlemmer af det danske mindretal – det ved jeg ikke. Derimod er det at have dansk pas ikke det samme som at have dansk statsborgerskab – selvom det almindeligvis følges ad.
For nu at gøre det personligt, så er jeg født som både tysk og dansk statsborger, fordi mine forældre havde forskelligt statsborgerskab. De danske myndigheder anerkender ikke at jeg er tysk statsborger, men da jeg ifølge gældende dansk lovgivning er født (har indfødsret) som dansk statsborger, skal jeg ikke gennem lovgivningsprocessen – og kan derfor ikke afkræves at skulle fralægge mig mit tyske statsborgerskab. Måske har dine forældre en lignende baggrund?
Under alle omstændigheder: Det bliver spændende at se hvordan du vil skildre tyske forhold som tilflytter til København!